Slagter Lund
Stolte familietraditioner siden 1894.
På byens torv i Middelfart ligger Slagter Lund – og der har den ligget lige siden 1894. Slagterforretningen, der har siden starten i lige linie har været et familieforetagende, drives i dag af Stine og Peter Lund. Det startede med et primitivt udsalg fra porten, indtil den nuværende ejendom blev bygget i 1908. Her har Slagter Lund ligget lige siden.
Det var kreaturhandler og slagter Anders Petersen Lund, der startede familieeventyret i 1894 – og i dag er Peter Lund 5. generation bag disken i forretningen.
Peter ville faktisk slet ikke være slagter, men på handelsskolen finder han ud af, at det er utænkeligt, at han skal sidde på et kontor resten af sine dage. Han kommer i lære ved Slagter Schaadt i Fredericia, hvorfra han er udlært i 1982. Peter tager til Aabenraa for at arbejde som svend, og her møder han Stine, der er førstedame i butikken.
Alle i Middelfart kender Slagter Lund, hvor kunderne har kunnet handle i generationer. Og forretningen har fulgt med udviklingen. I dag er slagterforretningen en moderne madbutik – og det har faktisk hele tiden været familiens ønske, at forretningen skal følge med tiden og udviklingen. Således var byens slagter også den første butik, der fik installeret køleanlæg tilbage i 1924. Siden hen var det også slagterforretningen, der som første slagter i byen fik kølevinduer, og da Peters bedstefar på en fødevareudstilling i Holland så en kvalitetskøledisk, så blev en sådan også indført i butikken i Middelfart. Den var dyr – men det var godt set.
Hos slagteren køber man sin leverpostej – og selvom den populære opskrift er justeret gennem årene, så var det Peters oldemor, der som den første kom på at sælge leverpostej til husmødrene i Middelfart. I dag kan vi købe friskbagt leverpostej alle dage, men dengang var det en bestemt ugedag, hvor husmødrene kunne forsyne sig med Slagter Lunds leverpostej.
I dag kan kunderne få hele måltidsløsninger hos Slagter Lund – selvfølgelig er der fersk kød og pålæg, men færdigretter og take away fylder meget i nutidens slagterforretning. Sådan har udviklingen været – fra at slagteren en gang alene havde fersk kød og pålæg. Tilbage i Peters oldefars tid var der en meget skarp opdeling af butikken. Der var en afdeling med kød og en afdeling med pålæg. Sådan var det i mange år. Slagteren selv tog sig af kødafdelingen – og skulle kunden have pålæg, så måtte man henvende sig til damerne i pålægsafdelingen. Slagteren ekspederede ikke pålægsvarer – det var damerne bedst til, for de kunne skære pålægget tyndt og præsentabelt. Det var også damerne, der pyntede pålægsfade med små fintdrejede fedttoppe.
Hos Slagter Lund arbejder alle i dag på kryds og tværs. Selvfølgelig er der specielle fagområder, men kunderne kan være sikre på, at hos Slagter Lund får de altid en rigtig god oplevelse med hjem.